
Gurli Maya
Kunstneren Gurli Maya (f.1955) kan karakteriseres som kunstner med stort K, for hun lever og ånder for sin kunst, som hun skaber ud fra følelser, oplevelser og forskellige rejser i sit liv.
Gurli Mayas malerier indeholder mange forskellige materialer og referencer. Hun arbejder med maleriets struktur ved at tilsætte hjemlavet papir, sand og andre effekter, der giver billedernes overflade deres helt eget liv, og skaber en foranderlighed i nuancerne, alt efter om det er aften eller dagslys, der falder på dem.
Indholdet i malerierne spænder også vidt. Ofte arbejder Gurli Maya med kvindekroppens svungne former, der dukker op i de abstrakte billeder, som genkendelige motiver. Men også musikken - og især Mozart - er en stor inspirationskilde for Gurli Maya, der derfor også ofte tilføjer nodepapir og udpluk fra forskellige musikstykker i malerierne.
http://www.gurlimaya.dk