Besøg os, kaffen er varm...
Hurtig levering
14 dages fortrydelsesret

Gode råd om valg af kunst

”Hvis du kan lide værket, så passer det ind i dit hjem, til dig og til dit liv….”
Dette siger jeg igen og igen hver eneste dag, og det har jeg gjort, siden jeg slog dørene op til mit galleri for 22 år siden.

Jeg bliver stadig lige overrasket, når kunden har fokus på at matche til sofapudernes farve, i stedet for at opleve og mærke værket. Farvepræferencer skifter, og moden skifter. Hurtigt endda. Men den gode følelse, et maleri eller en skulptur kan give dig, kan vare resten af livet.

Hvis du deler hjem med nogen, skal I så være enige om kunstvalg? Nej, slet ikke! Og det bliver hjemmet ekstra spændende af. Det er synd at vælge laveste fællesnævner, hvor ingen har hjertet helt med i værket, blot fordi, det er det, I kan blive enige om. Vælg så hellere et værk hver, og placer værkerne steder i jeres hjem, hvor I hver især vil nyde netop jeres valg. Det bringer lykke, ikke mindst på lang sigt.

Der er så meget energi i kunst. Det er skabt unikt i en intuitiv proces. Der ligger følelser, stemninger og energi i hvert et lækkert stykke håndlavet kunst. Nej, tingene skal ikke matche. Det er SÅ synd, når et hjem ligner et tilbudskatalog fra en boligbutik. Det skal løftes langt højere med personlighed, kant og modsætninger. Det er især det, som kunsten kan. Det kan give dit hjem kant, det dér ekstra. Det kan gøre dit hjem personligt med følelser og fortællinger gennem et skævt, sjovt eller smukt stykke kunst, der måske slet ikke passer ind, men tværtimod lyser op, skiller sig ud, og siger noget om netop dig.

Du har altid mulighed for at få personlig og professionel rådgivning i Galleri Art Expo. Det er også muligt at låne værker med hjem, inden du beslutter dig.